Spørg forældrene om skolens fællesskaber

Som et værktøj til skolebestyrelsens tilsyn med skolens fællesskaber har Skole og Forældre lavet et forslag til en spørgeundersøgelse, som skolebestyrelsen kan få skolelederen til at sende ud til forældrene på skolen.
Undersøgelsen giver svar på, hvordan skolens fællesskaber ser ud fra et forældreperspektiv, og undersøgelsens resultater kan derfor indgå som en del af den viden, I indsamler i jeres tilsyn med skolens fællesskaber

Dit barn trives, når alle børn trives

Det I med fordel kan spørge ind til

Undersøgelsen spørger ind til barrierer for samarbejde i forældregruppen, herunder:

• Oplevelse af forældremøder

• Fællesskabet i forældregruppen

• Klassefællesskabet i skolen

Det er altså en kort undersøgelse, som det er ligetil at sætte op i hvilket som helst survey-værktøj og overskueligt for forældrene at besvare.

Forslag til forældrebrev, inden I igangsætter undersøgelsen, finder I her: Forældrebrev

Bed skolelederen om at udsende spørgeskemaet i god tid, inden I har tilsynet på dagsordenen, så I har resultaterne inden mødet. De fleste skoler og kommuner har et survey-redskab, de kan kopiere spørgsmålene ind i. Så er du sikker på, at undersøgelsen overholder GDPR-lovgivningen. Spørgsmålene finder I her: Spørgeundersøgelse 8 spørgsmål

Når I skal vurdere resultaterne af undersøgelsen, kan I fx se på, om der er væsentlige forskelle mellem forskellige afdelinger på skolen, og I kan også sammenligne tallene for jeres skole med tallene for hele landet, som I finder her: Resultater af forældreundersøgelse

Statistisk usikkerhed

Pas på med at overvurdere eventuelle forskelle, hvis I kun har et begrænset antal besvarelser, da forskelle kan ligge inden for den statistiske usikkerhed. Hvis man gerne vil beregne usikkerhed på et resultat, så er der et lille værktøj her.

Og kig så ned i forældrenes kommentarer til de enkelte spørgsmål. Det er der, I finder den mere kvalitative forklaring på det, tallene viser.

Hvorfor er det vigtigt at arbejde med fællesskaber i skolen?

I hver klasse sidder der to børn, som ikke har venner. Hver femte barn kommer fra et hjem med fysisk vold og mange børn har støttebehov – nogle får dem indfriet, andre ikke. De og andre børn kommer ofte på kant af fællesskabet, og det kan have store konsekvenser. På kort sigt kan det føre til ensomhed, mistrivsel og skolevægring og manglende læring, men det kan også have konsekvenser på den lange bane, som ringere mulighed for at få en uddannelse og større risiko for at havne i kriminalitet.

Alle børn ønsker at være en del af fællesskabet, men det er ikke alle børn, der har de samme forudsætninger for at være det. Det er de voksne omkring børnene, der har ansvaret for at skabe rammer, hvor fællesskaberne kan leve, og hvor alle kan være med. Som skolebestyrelsesmedlem kan du være med til at gøre en stor forskel for de børn og forældre som står på kanten af fællesskabet.

I skal på jeres skole tage et aktivt valg og arbejde med fællesskabet, så vi giver børn i udsatte positioner en bedre mulighed for at lykkes i livet. Et valg, der går fra børnesyn på skolen, gode principper i skolebestyrelsen til forældresamarbejde og gode klasseaftaler.

Det er det, som projekt Fællesskabet har til formål at bidrage til.

God arbejdslyst

Peace!