Støt op om venskaber i klassen
Det er afgørende for børns trivsel og læring i skolen, at de har gode kammerater i klassen. Og det er de voksnes ansvar at hjælpe med det. Forældre kan støtte op om fællesskabet med legeaftaler, legegrupper og sociale arrangementer. Her er, hvad du skal være opmærksom på.
Forældre om venskaber
5 råd om legeaftaler
”Vi har prøvet og prøvet, især i de mindre klasser. Nu tør vores datter ikke mere af skræk for at få et nej. Det er ligesom om, at dem, der har venner, er ligeglade med resten, og forældrene har det ligesådan.” Sådan skriver en forælder i Skole og Forældres venskabsundersøgelse. Legeaftaler kan styrke venskaber og glæden ved at gå i skole. Men det kan også få børn til at føle sig ensomme og uden for fællesskabet, hvis de ikke får aftaler, når de andre gør. Her får du 5 råd til, hvad du kan gøre for at styrke venskaberne i dit barns klasse:
1. Lær dit barn, at det er alles ansvar, at ingen føler sig udenfor – også jeres ansvar.
2. Sørg for at invitere forskellige børn med hjem og særligt dem, der ellers aldrig eller sjældent har legeaftaler.
3. Hold legeaftaler enkle, så både du og andre forældre kan overskue det i hverdagen.
4. Vær opmærksom på, om dit barns legeaftaler får andre børn til at føle sig udenfor eller skader fællesskabet i fritidstilbuddet, hvis børnene fx bliver hentet tidligt og bliver taget ud af en fælles leg.
5. Pas på, at der ikke går inflation i legeaftalerne, så antallet tager overhånd eller børnene begynder at konkurrere om at have flest legeaftaler.
5 råd om legegrupper
Mange skoler opfordrer forældrene i en klasse til at have legegrupper, hvor elevernes sættes sammen i mindre grupper, som skiftes til at besøge hinanden. Det kan forebygge mobning og styrke fællesskabet i klassen, at børnene leger på tværs og ser hinandens hjem. Legegrupper kan være særligt vigtige for de børn, der er i udkanten af fællesskabet og har få eller ingen legeaftaler ellers. Her får du 5 råd til, hvad du kan gøre:
1. Husk på, at formålet med legegrupper (også) er at styrke fællesskabet i klassen. Selvom dit eget barn måske har rigeligt med fritidsaktiviteter og legeaftaler, er det ikke sikkert, at det gælder for alle børn i klassen. Legegrupperne kan være særligt vigtige for de elever, der er i udkanten af fællesskabet.
2. Forklar dit barn vigtigheden af at være sammen med børn, der ikke ligner dem selv, eller som de ellers ikke er så meget sammen med.
3. Tal om vigtigheden af at prioritere legegrupperne – både med dit barn og i forældregruppen. De andre børn kan blive kede af det, hvis man ikke svarer på en invitation eller ikke dukker op til legegruppen.
4. Lav en aftale i forældregruppen om, at legegrupperne skal afholdes så enkelt som muligt, så børnene ikke får for høje forventninger til aktiviteter og forplejning. Det gør det lettere for alle forældre at overskue det.
5. Vær åben om det, hvis du i en periode ikke har overskud til at afholde legegrupper. Måske kan andre forældre tage over, I kan holde det sammen eller bare mødes på en legeplads. Langt de fleste forældre vil gerne hjælpe, hvis de bliver spurgt.
Sociale arrangementer
Fælles aktiviteter for hele klassen kan være en god måde at skabe fælles oplevelser og styrke fællesskabet i klassen. Det kan også skabe nye relationer, når elever ser hinanden i en anden sammenhæng end skolen og forældrene mødes.
Lav fælles aftaler i klassen
-
Hvordan sikrer vi, at ingen børn føler sig udenfor pga. legeaftaler?
-
Skal vi have legegrupper, og hvordan gør vi det?
-
Hvordan afholder vi sociale arrangementer? Læs mere her
Få gang i samtalen med Forældremødespillet
I temaet om venskaber i Forældremødespillet ser I en lille film om et dilemma i en forældregruppe, og skal sammen beslutte, hvad der videre skal ske. I kan bruge spillet til at få sat gang i den vigtige dialog om venskaber i klassen og måske få lavet nogle fælles aftaler.
FIND SPILLET HER