Skole og Forældre, der er landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i grundskolen, har med støtte fra Egmont, udviklet Fællesskabet. Projektets mål er at få alle børn, der lever i økonomisk fattigdom og i udsatte positioner, med i børnefællesskaberne i skolen, for konsekvenserne er store både på den korte og lange bane. Projektet har et særligt fokus på, hvordan alle børn kan opleve sig som vigtige i fællesskabet, og på hvordan skolebestyrelser, skolens fagprofessionelle og forældrene kan understøtte, at det sker.
Projektets følgegruppe
Projektet har i den treårige udviklingsperiode haft en følgegruppe, der bl.a. har bidraget med viden om udfordringer og relevante emner samt sparring på det udviklede materiale. Følgegruppen bestod ved projektets afslutning af:
Forsker i udsathed hos familier, Anne Marie Willumsen, VIVE
Sociolog og forfatter med speciale i unge og udsatte områder, Aydin Soei, BABA
Projektleder, Jimmy Krab,
Skolelederforeningen, Carina Termansen
Marianne Kjær, Brug Folkeskolen
Claus Melcher, KL
Sekretariatsleder, Trine Ankerstjerne, PLS – Pædagogstuderendes LandsSammenslutning
Pia Henriksen, DLF
Marianne Giannini, Børnehaveklasseforeningen
Jørgen Anker, Egmont
Projektets fundament
Fællesskabet bygger på et bredt og varieret datamateriale, der både består af kvantitative og
kvalitative data. Der er gennemført interviews med elever, lærere og forældre på fem skoler i perioden januar-maj 2023. Interviewene har bidraget med konkret og dybdegående viden om forskellige aktørers oplevelse af skole-hjemsamarbejdet og af fællesskabet i skolen.
Der er gennemført samtaler og holdt møder med medarbejdere fra en række relevante foreninger og organisationer, der arbejder med områder, som relaterer sig til børns trivsel og deltagelse i fællesskaber. Samtalerne har medvirket til at give en forståelse for de komplekse problemstillinger og dilemmaer, der kan være på spil, når ens deltagelsesmuligheder i fællesskaberne udfordres. Organisationerne er: Børns Vilkår, DCUM, Egmontgårdens krisecenter, Foreningen Autisme, Foreningen Baba, Foreningen til støtte for mødre og børn, Inklusionskonsulenter fra Køge kommune og Dragør kommune, Mødrehjælpen, Skolestartsvenner.
Derudover er foretaget en desk research, hvor forskning og allerede eksisterende undersøgelser er søgt frem via håndsøgninger hos relevante vidensproducenter.
Der er gennemført en analyse af data fra Skole og Forældres Forældrerådgivning. Data
fra Forældrerådgivningen omfatter 2501 rådgivningssamtaler fra 2022 og to fokusgrupper
med rådgivere fra Forældrerådgivningen. Der er gennemført flere spørgeskemaundersøgelser blandt forældre, som er modtagere af
magasinet Skolebørns nyhedsbrev. Undersøgelserne er geografisk repræsentative.